Turen går til Sydslesvig, hvor vi skal bo i Friedrichstadt - "lille og overskuelig, men ikke til at overse" (byens slogan). Byen blev grundlagt i 1621 af remonstranterne - en hollandsk protestantisk trosretning - der blev fordrevet fra Holland.
Men inden vi kommer frem til Friedrichstadt, skal vi - efter at have nydt morgenbuffeten om bord på færgen til Puttgarden - aflægge besøg i byen Eutin, der ligger idyllisk i det holstenske Schweiz.
I Eutin vil der blive serveret en let frokost i byens bryggeri. Herefter fortsætter vi - uden yderligere ophold bortset fra "strække-ben" pauser - med bussen til Friedrichstadt.
Byen, der ligger ved Ejderen og bifloden Treene, har navn efter Frederik III - hertug af Slesvig-Holsten-Gottorp - der havde store planer om at forstærke udenrigshandelen med hjælp fra hollænderne, som blev anset for at være datidens bedste købmænd. Byen bærer umiskendeligt præg af sin oprindelse, ikke mindst karakteriseret ved trappegavlhusene og kanalerne. Vi skal overnatte på byens 4-stjenede Hotel Aquarium, der ligger lige midt i byen ud til kanalerne.
Allerede kort efter ankomsten får vi mulighed for at tage byen i øjesyn, idet der er arrangeret en kanalrundfart - en såkaldt "Grachtenfahrt". Herefter er der tid til middagen på hotellet. Resten af dagen er til fri disposition.
Efter morgenmaden næste dag går turen med bussen til Büsum, hvor vi går om bord på et "Seebäderschiff", der skal sejle os til Helgoland - en sejltid på godt 2 timer.
Helgoland er ikke én, men to øer, nemlig hovedøen og Düne, der blev adskilt fra hovedøen under en stormflod i 1721. Ved ankomsten til øen venter der den besøgende en ganske særlig oplevelse, idet skibet ikke lægger til kaj. Passagererne bliver i stedet overført til nogle "Börteboote", der bringer dem sikkert i land.
Opholdet på Helgoland vil vare 3-4 timer, der vil være til fri disposition, men der er mange muligheder for at opleve øen. Da Helgoland ikke er omfattet af EU`s toldregler, er øen told- og afgiftsfrit område. Der vil derfor være gode muligheder for indkøb. Det hævdes, at der kan spares op til 60% i forhold til priserne i land (Tyskland).
Men hele øen er en naturperle uden lige, og det vil være næsten en pligt at foretage en spadseretur på klipperanden af "Oberland", hvor der er en fantastisk udsigt over "Unterland", havnen og havet. Under spadsereturen møder man øens vartegn "Lange Anna". Og ingen behøver at sulte under opholdet på øen, hvor man finder et overflødighedshorn af friskfanget fisk og skaldyr.
Det forventes, at vi er tilbage i Büsum ved 19-tiden. Og efter en lang dag "til søs" bliver det sikkert dejligt at slappe af med middagen på hotellet.
Inden vi på 3.-dagen forlader Friedrichstadt bliver der lidt tid til rådighed til på egen hånd at kaste et sidste blik på byen - evt. på en guidet tur til fods. Herefter spiser vi en let frokost.
På hjemturen er det vel meget naturligt at lave en lille afstikker til Slesvig for at tage Gottorp Slot i øjesyn - residensen for Hertug Frederik III - grundlæggeren af Friedrichstadt.
Gottorp Slot, der ligger på en lille ø i Sliens bund tæt ved Slesvig by, er landsmuseum for Slesvig-Holsten. Med billetten i hånden kan man på egen hånd besigtige de enkelte museumsafsnit på slotsøen. De fleste vil nok starte med et besøg i slottets historiske sale (det kan varmt anbefales at leje en audio-guide på dansk), hvor der er udstillet kunstskatte fra middelalderen op til nutiden. Men ikke mindst barokhaven med globushuset er et besøg værd.
Herefter fortsætter vi hjemturen. Vi kan næppe være tilbage i Rødby før efter kl. 20,00. De sidste kan derfor tidligst forvente at være hjemme ved afgangstedet ved 22,00-tiden.
I god tid før afrejse vil deltagerne få tilsendt detaljeret rejseprogram og nogle praktiske oplysninger.
Download brochure for denne rejse (pdf-format)
For rejsen gælder Mosel-Rejser`s rejsevilkår.
Overstående er blot et forslag til besøg i de tidligere danske besiddelser. Der er mange andre seværdigheder f.eks. byen Husum, Nolde Museum, Glücksborg Slot, Vikingemuseet Hedeby og meget mere. Turen "skræddersys" efter ønske. Ring til mig. og lad os tale om mulighederne.
|
 |
 |
 |
 |
Prisen indeholder:
Bus og færgeoverfart,
Morgenmad på færgen
og frokost i Eutin på udrejsedagen,
2 overnatninger på
Hotel Aquarium
med morgenmad og aftensmad,
Kanalrundfart i Friedrichstadt,
Sejltur til og fra Helgoland,
Frokost på hjemrejsedagen og
Entré til Gottorp Slot,
Depositum:
kr. 700,00
Bemærk:
Drikkevarer til
måltiderne er ikke indeholdt.
Prisen gælder pr. person
i dobbeltværelse.
Tillæg for
enkeltværelse
kr. 300,00.
|
|