Dresden - kulturperlen ved Elben....et væld af oplevelser


 5 dage med bus - kr. 4.195,00!

Rejsen til Dresden går ned over Gedser - Rostock, På færgen er der reserveret plads til den store morgenbuffet, og senere på dagen er der frokost "i det grønne" i form af sandwichs medbragt af Mosel-Rejser. Efter indkvartering på det 3-stjernede Hotel Achat er der middag i Restaurant Feldschlößchen, der ligger tæt på hotellet.

Hotellet ligger i udkanten af Altstadt - Dresdens centrum, hvor en meget stor del af de historiske bygningsværker og andre seværdigheder er placeret. Måske vil nogle af rejsedeltagerne allerede første aften tage "herlighederne" i øjesyn.

Dresden er hovedstad i Sachsen - én af delstaterne i Tyskland. Indtil genforeningen mellem det daværende DDR og Vesttyskland den 3. oktober 1990 henlå det meste af den indre by - Altstadt - som en stor ruinhob efter at være blevet sønderbombet den 13. februar 1945 - altså meget kort tid før afslutningen af anden verdenskrig. Kort tid efter genforeningen påbegyndte man genopbygningen af Altstadt, der nu næsten er fuldført. De gamle bygninger er blevet genopført efter de originale tegninger og på de oprindelige steder.

Ét af de mest spektakulære genopførelsesprojekter er Frauenkirche. Genopførelsen blev påbegyndt i 1994 og i så stor udstrækning som muligt ved anvendelse af de oprindelige sandsten, der i vidt omfang har kunnet placeres der, hvor de sad i den oprindelige kirke. Dette ses tydeligt, idet de er sorte i modsætning til de nye lyse sten.

Når man går rundt i Dresden, bliver man slået af den enorme rigdom, der var til stede i fyrstetiden. Dresden er spækket med en række pragtbygninger, som kun ganske få i Danmark kan matche.

En væsentlig del af den store rigdom, der gjorde det muligt at bygge de store paladser, kom fra Meißen, der ligger få kilometer uden for Dresden. I 1708 lykkedes det Johann Friedrich Bödttger - som den første i Europa - at fremstille hvid porcelæn. Siden 1710 har der været produktion af porcelæn i Meißen, og Meißner-porcelæn er den dag i dag verdens førende producent af porcelænskunst.

Én af dagene i Dresden aflægger vi besøg i Meißen Museum med masser af eksempler på smukke og enestående porcelænsarbejder - det være sig kaffe- og spisestel eller figurer og vaser og meget mere. Under besøget i museet vil der blive mulighed for at se, hvorledes arbejdet med at håndfremstille de mange smukke ting finder sted. Besøget i museet slutter med frokost.

Efter besøget i Meißen kører vi til Schloss Moritzburg, der blev bygget i 1500-tallet af Hertug Moritz af Sachsen og ombygget i perioden 1723-1733 af Kurfyrst Friedrich August I (også kaldet August den Stærke), der tillige var konge af Polen, til det prægtige jagtslot i barokstil, som vi kan se i dag.

Efter middagen i Restaurant Feldschlößchen er aftenen til egen disposition.

Verdens største og ældste flåde af hjuldampere har hjemsted i Dresden. Disse prægtige dampere - nogle af dem er dog motordrevne - er mellem 80 og 130 år gamle og sejler på Elben. Vi skal naturligvis have en tur med et af disse skibe. Fra "søsiden" vil vi på afstand kunne beundre endnu en række prægtige bygningsværker fra Sachsens storhedstid f.eks. de tre såkaldte Albrecht-slotte (efter Prins Albrecht af Preußen) og Schloss Pillnitz. Dagens lette frokost vil blive serveret under sejlturen.

Efter sejlturen bringer bussen os til Radebeul - en forstad til Dresden. Radebeul ligger i Sachsens vindistrikt. Vi skal her aflægge et kort besøg hos en lille lokal vinbonde (Winzer) og få et indtryk af, hvad egnen kan præstere ud i vindyrkningens ædle kunst.

Dagen slutter med turens gastronomiske højdepunkt, idet middagen er henlagt til hotel og restaurant Landhaus Lockwitzgrund, hvor ejeren og køkkenchefen, Thomas Kaiser, vil kræse for os.

Den ene af dagen i Dresden vil være henlagt til Altstadt. Vi starter dagen med besøg i "Neues Grünes Gewölbe" - et fantastisk skatkammer fra fyrstetiden Efter besøget her kører vi med bussen til en helt enestående forretning, "Pfunds Molkerei" eller "Dresdner Milchladen" - ismejeri - der blev opført af mejeriejeren Paul Pfund i 1892. Alt i forretningen - vægge, lofter, disk m.v. - er dækket af kakler fra firmaet Villeroy & Boch - ca. 240 m2 hånddekorerede kakler. Vi vil besøge forretningen, hvor der kan købes mange kulinariske specialiteter, og hvor vi vil indtage frokosten i form af en osteanretning.

Efter frokosten kører bussen os tilbage til Altstadt, og resten af dagen er rejsedeltagerne nu frit stillet til at udforske Altstadts mange seværdigheder og beundre det store genopbygningsarbejde. Mange af seværdighederne kan beses gratis, f.eks. Frauenkirche, Der Füstenzug og Stallhof, medens der til andre skal betales entré, f.eks. "Historisches Grünes Gewölbe", Museumskomplekset Der Zwinger og Semperoperaen. Alle disse seværdigheder og mange flere ligger inden for en radius af nogle få hundrede meter.

For mange er det noget ganske særligt under en rejse at gå på gastronomisk oplevelse. Altstadt er velforsynet med restauranter af mange smagsretninger og i alle prislag. Og her vil deltagerne have rig mulighed for at indtage dagens aftensmåltid (egen regning).

Det forventes, at rejsedeltagerne har forskellige ønsker til at udnytte dagens disponible tid - f.eks. at gi` sig god tid til aftensmåltidet og nyde Altstadt om aftenen. Der vil derfor ikke blive arrangeret bustransport til hotellet, som ligger i gåafstand fra Altstadt. Der kører bus til hotellet, og en taxi beløber sig kun til nogle få Euro.

På 5.-dagen går turen hjemad. Frokosten under hjemrejsen vil blive henlagt til en restaurant/café på en rasteplads langs motorvejen (frokosten er ikke indeholdt i rejsens pris). På færgen mod Gedser vil der blive serveret en 2-retters middag (indeholdt i rejsens pris). Hjemkost til udgangspunktet hen på aftenen.

I god tid før afrejse vil deltagerne få tilsendt detaljeret rejseprogram og nogle praktiske oplysninger. Ret til mindre ændringer i programmet forbeholdes. 

Download brochure for denne rejse (pdf-format)

For rejsen gælder Mosel-Rejser`s 
rejsevilkår

`Frauenkirche` - et fantastisk (genop)bygningsværk
`Pfunds Molkerei` - vægge, gulve, disk m.m. er beklædt med håndekorerede kakler
`Semper Oper` - operaen i Dresden er et besøg værd
Schloss Moritzburg
Prisen indeholder: 

Bus og færgeoverfart,
Morgenmad på
færgen og frokost
"i det grønne" på udrejsedagen,
4 overnatninger på
Hotel Achat med morgenmad,
Entré til Meißen Museum, Scholss Moritzburg og Neues Grünes Gewölbe,
3 gange frokost i Dresden,
1 gastronomisk middag og 3 middage i øvrigt,
Sejltur med hjuldamper,
Besøg hos Winzer,
Besøg i Pfund`s Molkerei,
Buskørsel under
opholdet.

Depositum:
kr. 700,00


Bemærk:
Drikkevarer til
måltiderne er ikke indeholdt.

Prisen gælder pr. person i dobbeltværelse. Tillæg for enkeltværelse
kr. 600,00.


Én gang om året (ultimo februar/primo marts) præsenterer Udo og Waltraud 
deres vine ved en vinsmagning i Danmark. Næste smagning finder sted den

12. marts 2011

- notér datoen. Telefonisk tilmelding eller send en mail.